Forudsætningsskabende indsatser

Forudsætninger for brugen af kunstig intelligens

Danmark har et godt udgangspunkt for at udnytte mulighederne med kunstig intelligens i den offentlige sektor. Det unikke danske samarbejde om velfungerende digitale løsninger og infrastruktur, på tværs af myndigheder og den private sektor, stiller os i en stærk position. Men der er fortsat en række forudsætninger, der skal være på plads, hvis kunstig intelligens-løsninger skal udrulles bredt og sikkert på tværs af den offentlige sektor. Det drejer sig primært om forudsætninger af juridisk, teknisk, kulturel og organisatorisk karakter.

Taskforcen arbejder for, at der sættes et endnu større fokus på at få tilvejebragt de nødvendige forudsætninger med blik for bl.a. den nødvendige beskyttelse af borgernes og virksomhedernes grundlæggende rettigheder. Som et første skridt har Taskforcen fokus på at tilvejebringe de nødvendige juridiske rammer for en bred udrulning af kunstig intelligens på tværs af den offentlige sektor. 

Lovgivning

Mange offentlige myndigheder oplever i dag barrierer for udrulning af kunstig intelligens i form af juridisk uklarhed eller juridiske begrænsninger, eksempelvis omkring tolkning af EU-lovgivning eller brugen af cloudbaserede løsninger. Dette kan skabe unødige hindringer for anvendelse af kunstig intelligens.

Erfaringer fra tidligere projekter viser, at klare juridiske rammer er centrale for at implementere og udbrede kunstig intelligens-løsninger, som også tager hensyn til borgere og virksomheders rettigheder. Taskforcen arbejder derfor for, at der skabes klarhed om de juridiske rammer og sikres en tidssvarende lovgivning, så der kan sættes gode løsninger i drift i hele den offentlige sektor.