Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens har til opgave at understøtte, at den offentlige sektor i Danmark bliver verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens. Taskforcen skal drive en tværgående indsats for at indfri potentialerne ved kunstig intelligens mv. i den offentlige sektor. Dette skal ske ved, at Taskforcen sætter retning og ambition for udnyttelsen af ny teknologi og herigennem bidrager til, at Danmark bliver verdensførende i brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Konkret skal Taskforcen:
- Understøtte forandring i stor skala. Dette skal bl.a. ske ved at levere oplæg til konkrete løsninger, der kan udrulles i stor skala i den offentlige sektor.
- Skabe overblik over indsatser, muligheder og forudsætninger. Dette inkluderer bl.a. identifikation og håndtering af juridiske, tekniske og organisatoriske barrierer for udrulningen af kunstig intelligens.
- Sætte en ambitiøs retning for udrulning a kunstig intelligens. Dette skal bl.a. ske ved at sikre en fælles retning for anvendelsen af kunstig intelligens og ved at agere samlingspunkt for ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens på tværs af den offentlige sektor.